Ofte stillede spørgsmål.


Her er spørgsmål og svar omkring klubben og skakspillet i almindelighed. Klubbens eksperter opfordres til at forfatte besvarelser på endnu ubesvarede spørgsmål ligesom yderligere spørgsmål er velkomne.

Hvad koster det at være medlem af Valby Skakklub?
Kontingenter i Valby Skakklub er følgende: (opdateret Oktober 2017)

Pr. kvartal: (dobbelt medlemsskab i parrantes)

Børn (0-14 år): 210 kr.
Junior (15-20 år): 265 kr.
Senior (21-64 år): 370 kr. (200)
Pensionist (65- år) 265 kr. (140) EN

Til toppen

Hvad er korrektion?
Ikke sjældent ender en turnering med, at to eller flere spillere har lige mange point i toppen. Man kan så vælge at lade flere spillere dele 1. pladsen, eller man kan anvende korrektion for at udpege en enkelt spiller som vinder. Korrektion er altså en måde at finde en vinder på i tilfælde af pointlighed. Der findes flere korrektionssystemer:
  • Almindelig korrektion.
    Her nyder man godt af sine modstanderes point, idet man får summen af disse, bortset fra de to spillere med lavest score. Er denne pointsum, eller korrektion, større end ditto for modparten, ja så kan man retteligt føle sig som vinder af turneringen.

  • Middel korrektion.
    Minder lidt om almindelig korrektion bortset fra, at man her ikke nyder godt af de bedst placerede modstanderes point ligesom dårligst placerede modstanderes pointsum ignoreres. Antallet af modstandere, der ses bort fra i hvert yderområde, afhænger af antallet af runder i turneringen.

  • Sonneborn-Berger korrektion.
    Korrektionen for den enkelte spiller er her summen af de modstanderes pointssum, man har vundet over, sammen med halvdelen af de modstanderes pointssum, man har spillet remis med.

Sidstnævnte korrektionsmetode anvendes typisk i alle mod alle turneringer. JP

Til toppen

Hvilke turneringssystemer anvendes?
Skakarrangører bruger forskellige systemer til at parre modstandere. Ofte er en turneringsgruppe dog så lille, at man simpelt hen spiller alle mod alle . Kan dette ikke lade sig gøre, fx fordi der er flere spillere i en gruppe end der er spillerunder, så kan man anvende følgende principper:
  • Monrads turneringssystem.
    Her startes med at placere spillerne (eller holdene, hvis der er tale om holdskak) i en vilkårlig rækkefølge dannet ved lodtrækning. Spiller nr. 1 spiller så mod nr. 2. Efter første spillerunde dannes en ny rækkefølge baseret på spillernes pointhøst og samme princip for parring anvendes.
    Det kan gå hen og blive noget af et puslespil nogle runder inde i turneringen, fordi to spillere ikke må møde hinanden to gange. Princippet er, at hvis fx spiller nr. 1 allerede har mødt nr. 2, så skal han i stedet møde den højst placerede spiller han ikke allerede har spillet imod.

  • Nordisk turneringssystem.
    I Nordisk rundelægning startplaceres spillerne ikke ud fra lodtrækning, men derimod ud fra spillestyrke, typisk efter ratingtal. Før første spillerunde har alle spillere naturligt nok 0 point og denne store pointpulje med 0 point deles over i to halvdele, den stærkeste halvdel og den svageste halvdel (a og b). Princippet er nu at parre nr. 1 i den øverste halvdel af pointpuljen med nr. 1 i den nederste halvdel.
    Efter første runde vil der være flere pointpuljer som dog parres efter samme princip: alle spillere med 1 point deles op i stærkeste og svageste halvdel (a og b igen) og parres indbyrdes efter førnævnte princip.
    Også inden for denne turneringsform er der sindrige regler for at undgå at to spillere møder hinanden to gange.

  • Schweizer systemet.
I alle mod alle -turneringer møder man ofte modspillere på ens eget niveau, fordi grupperne opdeles efter ratingtal. Ønsker man at prøve og få klø af en væsentligt stærkere spiller skal man gå efter åbne turneringer, der anvender Nordisk- eller Schweizer turneringssystem som fx Politiken Cup hver sommer. JP
Til toppen

Hvad vil det sige at "slå kongen"?
Når kongen på brættet er truet meddeles det sædvanligvis til modstanderen med et "skak". Inden for lynskakken spiller man imidlertid ofte uden denne mundtlige opmærksomhed. Opdager modstanderen ikke at hans konge er truet i et lynparti, og laver han i stedet et ulovligt træk, har man mulighed for at "tage kongen" eller "slå kongen". Man har derved vundet partiet.

Reglen betyder, at man selv i en håbløs tabsstilling har mulighed for sejr, særlig i de sidste hektiske sekunder før tiden på urene løber ud. Spillemåden bør være aftalt på forhånd og anvendes i øvrigt blandt andet ved K41's Fredagslyn. JP

Til toppen

Hvad er Babyskak?
Babyskak er en disciplin, hvor ialt 4 spillere danner par to og to og spiller mod hinanden. Hver spiller på 2-mandsholdet har sit eget skakbræt og sin egen modstander. Det ganske særlige ved denne skakform er, at de brikker som makkeren erobrer fra modstanderen bliver givet til én og kan sættes ind på ens skakbræt efter eget ønske. Det modsatte er også tilfældet: de brikker man selv erobrer bliver straks givet til medspilleren. Det følger heraf, at hvis man selv har hvid, må ens makker have sort, således at de modtagne brikker har denne rette hvide farve.

Særregler findes til spillet og må være aftalt inden start - må man fx sætte en modtaget brik ind med direkte mat til følge, eller skal matten laves af en brik, der allerede står på brættet?

Mange online skakspillesteder på internettet har også denne disciplin, hvor den kaldes "Bughouse" . En anden variant på nettet er "Crazyhouse" . Princippet i Crazyhouse er det samme, men her har man ingen makker og spiller kun 2 personer mod hinanden. Når man tager en af modstanderens brikker bliver den straks til ens egen og kan sættes ind på brættet igen når og hvor det ønskes. Her er computeren næsten en nødvendighed, eftersom den uden de store besværligheder formår at ændre farven på den slagne brik til ens egen. JP

Til toppen

Tilbage | Home